18 ton er ikke længere et alt-om-sig-gribende mantra i København


Borgerrepræsentationen besluttede på et møde den 20. maj definitivt at opgive tungvognszonen i København. I stedet vil man forbedre trafiksikkerheden og miljøet på forskellige andre måder.

Kjøbenhavns Vognmandslaug hilser beslutningen velkommen med tilfredshed og oldermand Jørgen K. Jensen siger:

”Tungvognszonen har været undfanget i en situation, hvor der har manglet grundlæggende forståelse for, hvordan byens puls hænger sammen med transport. Derfor er det med tilfredshed, at vi ser, at den generelle vægtgrænse på 18 ton er afgået ved døden”.

Der arbejdes videre med et såkaldt rødt rute-net, som skal anvendes af lastbilerne.  At tvinge lastbiler til at
køre bestemte ruter, vil give en meget betænkelig konsekvens. For det første giver det ikke nødvendigvis den korteste vej. For det andet vil et tvangsrute-net også give en unødvendig stor lastbil-intensitet i de berørte gader, som de borgere, der bor der, formentlig ikke vil hilse velkommen. Der er tale om endnu en uheldig måde at lægge lastbiler for had på. Cyklister og andre trafikantgrupper kan ikke være tjent med at skulle køre mellem lastbilkonvojer. Alt i alt en uhensigtsmæssig og dårlig løsning. 

Københavns Kommune har gjort et stort forebyggende arbejde for en fredelig sameksistens mellem lastbiler og andre trafikantgrupper med flere kampagner og undervisning på byens skoler. Resultatet er, at der er opnået en stor synlighed om de sikkerhedsmæssige udfordringer, når lastbiler og især cyklister mødes.

”Det er en flot indsats, som byen har leveret, og den giver tilsyneladende pote i form af færre uheld. Især vil jeg glæde mig over, at der er rigtig langt mellem de voldsomme højresvingsuheld.
Når der er undfanget en ide om et rødt rute-net, kan farven alene næsten virke, som om det er meningen at skæmme cyklister og fodgængeren væk fra området. I Kjøbenhavns Vognmandslaug ser vi meget hellere en forsættelse af samarbejdet om udvikling af de basale kompetencer, der er behov for at styrke, både blandt cyklister og lastbilchauffører ” - siger oldermand Jørgen K. Jensen.

”Der er dog også stadig elementer fra den store strategiplan, som virker uigennemtænkt. Et af dem er gennemkørselsforbudet for lastbiler over 18 tons fra Nordhavnen til Sydhavnen. Det afventer i øjeblikket Rigspolitiets afgørelse. Her må vi håbe, at fornuften sejrer, og Københavns Kommunes ønske underkendes. At trække alle lastbilerne fra og til Nordhavnen over Lyngby for at få dem til Kastrup, eller for den sags skyld Hvidovre, kan opfattes, som en måde Københavns Kommune vil fralægge sig et ansvar for en tidssvarende infrastruktur og i stedet pålægge nabokommunerne at løse opgaven.  ”Københavns Kommune har med forslaget igen bevist, at det er den meget korte bane, de vil score point på. Havde havnen og virksomhederne i havnen haft et reelt og ansvarligt alternativ til transport gennem byen, havde de valgt det for længe siden. Hvis kommunen ikke ønsker lastbiler i transit, har de to muligheder. De kan flytte alle havne aktiviteterne til f. eks. Kalundborg eller Århus, eller de kan se at komme i gang med at etablere den nye havnetunnel” - slutter Oldermanden.

 

 

 

Den oprindelige hjemmeside findes her

 

 

Billeder

 

 

• Laugsforsamlingen»

Se billeder og download fra Laugsforsamlingen 2010.